OF_2025_Simon-Mosegaard-Fibiger_03_hoeyopploeselig-scaled-aspect-ratio-16-9

Orkla Danmark fastholder omsætningen - og styrker kursen mod fremtidig vækst

Orkla Danmark realiserede i året en omsætning på 2.516 mio. kr. mod 2.525 mio. kr. året før. Det svarer til et fald på 0,4 % og dermed en stort set uændret omsætning i et år præget af strategiske ændringer, tilpasninger af kapacitet og kategorier samt et betydeligt pres på priser og råvareomkostninger.

Årets resultat udgjorde 190 mio. kr. mod 199 mio. kr. året før, svarende til et fald på 4,5% (renset for engangseffekter i både 2024 og 2025 udgjorde faldet 13,7%). De gennemførte tilpasninger i 2025 har styrket fokus i forretningen og giver Orkla Danmark et mere klart udgangspunkt for fremtidig vækst.

2025 har været præget af skærpet konkurrence og stigende råvarepriser. Samtidig har Orkla Danmark foretaget en række strategiske prioriteringer, herunder beslutningen om at træde ud af den plantebaserede kategori for at investere mere målrettet i de områder, hvor vækstpotentialet er størst.

”2025 har været et år, hvor vi har gennemført store og vigtige strategiske forandringer i et marked med hård konkurrence og stigende råvarepriser. At vi alligevel har fastholdt omsætningen skyldes et kæmpe arbejde på tværs af hele virksomheden, og det vil jeg gerne takke alle vores medarbejdere for,” siger Simon Mosegaard Fibiger, CEO i Orkla Danmark.

Strategien om færre kategorier, færre varenumre og mindre kompleksitet har gennem året gjort det muligt at styrke indsatsen dér, hvor Orkla Danmark står stærkest, reducere omkostninger gennem effektiviseringer og skabe enklere og hurtigere beslutningsgange i organisationen.

Fokus på at udvikle stærke brands
”Vi fortsætter med at fokusere vores forretning og investere dér, hvor vi ser det største vækstpotentiale. Det betyder også, at vi løbende prioriterer vores portefølje og forenkler vores forretning. Det gør os mere fokuserede og effektive – både kommercielt og organisatorisk. Samtidig bygger vi videre på det bedste, vi har i Orkla Danmark: Nogle af Danmarks største og mest kendte fødevarebrands med dybe rødder, høj genkendelighed og et fælles fundament i kundefokus og innovation. Det er den arv, vi bygger videre på, når vi udvikler forretningen,” siger Simon Mosegaard Fibiger.

For Orkla Danmark er innovation en forudsætning for at holde vores brands relevante. Nye produkter og nye smagsoplevelser er afgørende for både at udvikle kategorierne og møde forbrugernes skiftende behov. Den evne til at forny sig har gennem generationer været med til at sikre, at nogle af Danmarks mest kendte fødevarebrands stadig står stærkt hos forbrugerne.

”Vores brands er bygget på innovation og evnen til hele tiden at forny sig i takt med forbrugernes behov. Det gælder på tværs af Orkla Danmark – fra Foods til Snacks og Food Solutions. Med brands som KiMs har vi også en forpligtelse til at udfordre markedet og flytte kategorierne fremad. Det kræver mod, og det betyder også, at ikke alt lykkes første gang. Men hvis man vil udvikle brands, der bliver ved med at være relevante, og kategorier, der vokser, skal man turde gå forrest,” siger Simon Mosegaard Fibiger.

Det arbejde har i år blandt andet ført til lanceringen af Snack Crunch – en ny type snack med tre lag og tredobbelt crunch, som introducerer en helt ny struktur og spiseoplevelse på det danske marked.

Inden for Foods har Bähncke videreudviklet sin mayo-platform med seks nye varianter – senest Smokey Burger Mayo – mens Easyfood i Food Solutions har lanceret nye Müsliscones udviklet med fibre fra forarbejdet hvedestrå i samarbejde med Paleas Ecofiber.

Samtidig arbejder Orkla Danmark også med udviklingen af fremtidens fødevarer. Som en del af et internationalt forskningssamarbejde støttet af Novo Nordisk Foundation og med deltagelse af forskningsinstitutioner og virksomheder udvikler Orkla Danmark nye løsninger, hvor CO₂ omdannes til acetat og videre til protein, der kan indgå i fremtidens fødevarer. Arbejdet er et eksempel på, hvordan innovation i Orkla Danmark både handler om at udvikle næste store produkt på hylden – og næste generation af fødevarer.

Fremtidssikre virksomheden
Sideløbende med udviklingen i markedet er Orkla Danmark i gang med implementeringen af et nyt SAP-forretningssystem – et omfattende transformationsprojekt, der har fyldt markant i både 2025 og 2026, og som skal skabe et stærkere datagrundlag, enklere processer og større fleksibilitet i hele forretningen.

”Det er et stort og krævende projekt, men det er også en vigtig investering i fremtiden. Det skal gøre os mere effektive og endnu bedre rustet til at udvikle forretningen de kommende år,” siger Simon Mosegaard Fibiger.

Orkla Danmark går ind i 2026 med et klart fokus på at være tæt på kunderne og omsætte indsigt til innovationer, der skaber vækst og giver brandene ny relevans i markedet.

Samtidig arbejder virksomheden med strategien frem mod 2030, der bygger videre på det eksisterende fundament med fokus på forenkling, skarpere prioriteringer og investeringer dér, hvor Orkla Danmark kan skabe størst værdi.

”Vores retning er klar. Vi skal fortsætte med at forenkle forretningen og investere dér, hvor vi kan skabe størst værdi. Samtidig skal vi være tæt på vores kunder og forstå markedet, så vi kan udvikle de innovationer, der styrker vores brands og skaber vækst. Det er fundamentet for vores strategi frem mod 2030,” siger Simon Mosegaard Fibiger.

Om Orkla Danmark
Everyday life made better

Livet består af hverdagsøjeblikke – den gode morgenmad, den ekstra smag til sandwichen, paninien på farten og snacks, man deler med vennerne. Orkla Danmark gør hverdagen bedre. Med produkter, der er der, når man har brug for dem. Og med innovationer, der fornyer og forandrer.

Vi har en passion for fødevarer og brænder for at skabe løsninger, der er mere velsmagende, nemmere, sundere og mere bæredygtige. Vi producerer og markedsfører nogle af Danmarks mest kendte fødevare- og snackingbrands og fremstiller innovativt kvalitetsbagværk til convenience-sektoren.

Orkla Danmark består af tre forretningsben: Orkla Snacks Danmark, Orkla Foods Danmark og Orkla Danmark Food Solutions. I mere end 90 % af de danske køkkenskabe finder du vores brands – bl.a. Den Gamle Fabrik, KiMs, Beauvais og Bähncke. Vores kvalitetsbagværk fra Danish Bakery og Easyfood er også bredt udbredt i convenience-markedet.

Som en af de førende producenter i fødevare- og snackingindustrien ønsker vi at gå forrest i udviklingen af nye, bæredygtige produkter og produktionsmetoder. Med faciliteter i Kolding, Skælskør og Søndersø samt hovedkontor i Vallensbæk, stræber vi efter at være en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads, hvor alle kan trives og udvikle sig.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Kommunikationschef
Kim Ege Møller
Kim.ege.moeller@orkla.dk
Tlf: 29 38 76 55