Køkkengrej

Ingredienser

Opskrift

Juliennejern
Brug et juliennejern til at lave strimler af grøntsager i din salat, af rodfrugter i gryderetter – eller en ny slags sund spagetti af squash. Det ser både festligt ud og børnene bliver vilde med grøntsager på en ny måde. Brug et mindre jern til citrusfrugter og pynt dine dressinger med revet lime- og citronskal. Diverse juliennejern kan købes hos din lokale isenkræmmer eller på nettet.

Skærebrædder
Hav gerne flere skærebrædder i køkkenet og husk altid at adskille grønt/frugt fra kød og ferske råvarer. Køb et par billige skærebrædder af plastik, som du nemt kan smide ud, hvis de bliver misfarvede eller for slidte. Ferske råvarer som kød, fisk, skaldyr og grøntsager indeholder mange bakterier, så det er vigtigt at rengøre sine skærebrædder grundigt med opvaskemiddel og varmt vand. Tør dem af i et rent viskestykke og opbevar dem tørt. Kom gerne dine plastikskærebrædder i opvaskemaskinen en gang imellem.

Mit køkkengrej
Køb et skærebræt eller et par grydeskeer og mal dit barns navn på det med plastikmaling. Det gør det sjovt for børnene at hjælpe til i køkkenet, når de har deres eget skærebræt, palet eller ske.

TIP

KNIVE
Hold altid dine køkkenknive og sakse rene og skarpe. Vask dem af i hånden med en blød børste og opvaskemiddel i varmt vand og tør dem af i et rent viskestykke. Få evt. slebet dine køkkenknive professionelt hos din lokale slagter eller hos en knivmager. Se mere om vedligeholdelse af knive og slibning på www.hwl.dk. Du behøver egentlig kun tre skarpe og gode knive i køkkenet. En brødkniv, en urtekniv og en større kniv til grønt og kød.