Vi støtter op om den nye datomærkning

Too Good To Go står bag initiativet om at tilføje ’ofte god efter’ til datomærkningen på produkter, der kan spises efter bedst før-datoen. I Orkla Foods Danmark tror vi på, at det vil hjælpe danskerne til at smide mindre mad ud i fremtiden – derfor tilføjer vi den nye mærkning på en del af vores produkter

May 13, 2019

Det er en udbredt misforståelse, at produkter, der har overskredet bedst før-datoen, er lige til skraldespanden. Faktisk tror 1/3 af alle danskere, at “bedst før” og “sidste anvendelsesdato” har samme betydning, men datomærkningerne har to vidt forskellige betydninger. Konsekvensen er, at tonsvis af spiselige fødevarer hvert år ender som unødvendigt madspild.

Too Good To Go

Med et formål om at udbedre denne misforståelse valgte madspild-appen Too Good To Go, tilbage i februar, at opfordre til at produkter mærket med “Bedst før” får tilføjet ordlyden “ofte god efter”. Mange af de store fødevareselskaber har valgt at støtte op om initiativet – og nu er Orkla Foods Danmark også med ombord.

Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at samle de absolut største producenter af fødevarer og de største aktører i dagligvarehandlen om dette initiativ. Vi er overbeviste om, at vi med en lille ændring i datomærkningen, oplysning og gennem en fælles indsats kan gøre en stor forskel for at reducere madspild i Danmark, siger Mette Lykke, administrerende direktør i Too Good To Go, i en pressemeddelelse fra den 26. februar.

Sidste anvendelsesdato
Betyder, at man kan blive alvorligt syg af at spise varen, hvis datoen er overskredet.


Bedst før
Er en vejledende datomærkning – hvis varen dufter og smager fint, kan den sagtens spises. Derfor har flere store fødevareproducenter valgt at tilføfe ’ofte god efter’: Eksempelvis:

Bedst før: 9/1-19
Ofte god efter

En lille ændring kan gøre en stor forskel

Orkla Foods Danmarks CEO, Carsten Hänel, glæder sig over muligheden, den nye datomærkning giver fødevareproducenterne for at vejlede danskerne bedre til at smide mindre mad ud og dermed reducere det danske madspild:

”Madspild har store klima og miljømæssige konsekvenser. Derfor har vi i Orkla fokus på, hvordan vi som fødevarevirksomhed kan bidrage til at minimere spild i hele vores forsyningskæde – fra jord til bord. Målet er, at vi inden 2025 har halveret den mængde affald, der kommer fra vores produktion. Med den nye datomærkning ofte god efter vil vi også kunne bidrage til at reducere spild af de varer, der står hjemme hos forbrugerne. Vi håber, at initiativet vil resultere i, at både fødevareproducenter og forbrugere i fællesskab kan reducere madspild endnu mere de kommende år frem,”  fortæller Carsten Hänel, CEO

Vi vil gradvist indfase den nye datomærkning på de af vores produkter, som ofte er ligeså gode efter bedst før-datoen. Det er produkter såsom middagsretter, syltet grønt og grødris.

 

Læs mere om den nye datomærkning HER